U17-cheftræner: Paradoksal sæson

Foto: fodboldbilleder.dk
U17-cheftræner: Paradoksal sæson
U17-cheftræner Christian Sørensen er tilfreds med sit holds præstationer i foråret, selvom resultaterne til tider har manglet – i efteråret var det ellers lige omvendt
U17-talenterne sluttede i weekenden sæsonen af med en 3-2-sejr i Esbjerg, og dermed sikrede de sig som minimum en sjetteplads i denne sæsons U17 Liga. Det er bestemt en godkendt præstation af De Kongeblå, som dog overvintrede på en delt tredjeplads og derfor med rette kan være en lille smule skuffede over, at de ikke fortsatte pointsnittet fra efteråret. U17-cheftræner Christian Sørensen mener imidlertid ikke, at forårets pointhøst er helt retvisende i forhold til holdets præstationer:
”Man kan vel dele det lidt op og sige, at placeringsmæssigt slutter vi højere i efteråret end i foråret, og det synes vi egentlig er lidt paradoksalt, for vi har faktisk spillet nogle af de bedste kampe her i foråret. Det bekræftes vi også i ud fra nogle af de statistikker, vi laver undervejs, for her kan vi se, at vi i foråret har skabt betydeligt flere chancer, og det er selvfølgelig positivt, selvom vi gerne ville have kanaliseret flere af dem over i mål,” siger U17-cheftræneren og fortsætter:
”Vi var klar over, at vi i foråret skulle forsøge at fortsætte med nogle af de ting, der fungerede i efteråret, men samtidig var vi også bevidste om, hvad vi skulle forbedre. Jeg synes, vi er lykkedes med begge dele, for selvom vi har skabt endnu flere chancer her i foråret, har vi samtidig lukket bedre af defensivt, og det siger meget om vores udtryk. Vi er blevet bedre til at kontrollere kampene med bolden, og derfor har vi eksempelvis givet langt færre chancer væk på omstillinger, som var noget af det, der gjorde ondt på os i efteråret.”  
Undervejs i sæsonen har De Kongeblå hentet imponerende sejre over tophold som AaB og FC Nordsjælland, mens det omvendt også er blevet til nederlag til andre tophold som HB Køge og FC Midtjylland. Holdets manglende stabilitet er da også en af grundene til, at de ikke er endt endnu højere oppe i tabellen, vurderer Christian Sørensen:
”De hold, der ligger over os, ligger fortjent over os, for de har vist større stabilitet. Ud over FCK, som har vist sig urørlige, har vi spillet fint med mod rækkens andre hold, så det er blevet afgjort på stabiliteten, og der må vi bare erkende, at vi ikke har været gode nok til at slutte højere i tabellen,” lyder det fra cheftræneren, som også hæfter sig ved, at hans mandskab har været meget ungt – specielt i foråret – blandt andet fordi en del spillere har fået spilletid på U19-holdet:
”Vi har haft en sæson med rigtig mange udskiftninger på holdet. Ikke én gang har vi kunne stille med samme hold to kampe i træk, og vi har desuden haft et ungt hold med en overvægt af 00’ere, men det skal ikke lyde som en undskyldning, for jeg synes egentlig, at vi har klaret det godt. Udskiftningerne har også mest fundet sted her i foråret, hvor vi har haft mange skader, og der synes jeg som sagt, at vi har præsteret bedst,” slutter U17-cheftræneren, der snart får et nyt kuld af spillere fra årgang 2001 op i sin trup, mens årgang 99-spillerne rykker videre op i U19-truppen.
 
De Kongeblå havde i foråret et pointsnit på 1,35 pr. kamp mod 1,75 pr. kamp i efteråret. I skrivende stund befinder de sig på femtepladsen med 40 point for 26 kampe, men HB Køge kan nå at gå forbi med en sejr over AGF i kommende weekend.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products