Lyngby Boldklub

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Tidligere Lyngby-talent hitter i USA
 
Simon Wæver har stor succes i amerikansk collegefodbold, hvor han blandt andet er kommet på en fornem liste
 
Lyngby-talentet Simon Wæver drog i sommer til USA for at prøve fodboldlykken, og den beslutning ser han ikke ud til at have fortrudt. Den unge forsvarsspiller har fået et scholarship på University of Evansville, og her har han det første halve år imponeret så meget, at han er kommet på en fornem liste over de bedste førsteårsspillere i collegefodbold over hele landet.
 
Listen tæller 100 spillere, og her indtager Simon Wæver en plads som nummer 33 – og nummer 10, hvis man kun tæller udlændinge. Forsvarsspillerens succes glæder hans tidligere træner Thomas Lollike, som er cheftræner for Lyngby Boldklubs U19-hold:
 
“Jeg er rigtig glad på Wævers vegne. Der er godt nok mange spillere, der spiller collegefodbold i USA, og at han så har markeret sig så stærkt, det er flot. Det ser ud til, at han fortsætter den flotte udvikling, han var i, da han var her i klubben," siger Thomas Lollike.
 
Nye græsgange har gjort godt
I sin første halvsæson for Evansville Purple Aces har det tidligere Lyngby-talent scoret et mål og leveret tre assist, og han er skiftevis blevet brugt i bagkæden og på midtbanen. Efter et årti i Lyngby Boldklub har de nye omgivelser gjort godt for den alsidige Wæver:
 
”Selvom jeg nød min tid i Lyngby, har det været fedt at spille fodbold i nogle helt nye rammer efter 10 år i den samme klub. Holdene er ikke begrænset til tre udskiftninger, og siden trænere sjældent laver udskiftninger i bagkæden, kan man som back nå at spille mod flere forskellige kanter i løbet af en kamp, hvilket er meget udfordrende,” siger Simon Wæver og fortsætter om sine fremtidsplaner:
 
”Hvis det fortsætter med at gå, som det har gjort det første halve år, vil jeg gerne gennemføre min uddannelse her. Med hensyn til fodbold sigter jeg efter at blive draftet til et hold i MLS,” slutter det tidligere Lyngby-talent.
 
Simon Wæver blev sidste sæson kåret til årets U19-spiller i Lyngby Boldklub.
 
 
 
MESTERSKABSSPIL
Hold K P
FC København 3 71
Brøndby IF 3 58
FC Midtjylland 3 42
FC Nordsjælland 3 42
Lyngby Boldklub 3 40
SønderjyskE 3 39
NÆSTE KAMPE
SønderjyskE (u) 21/4 kl. 20.15
FC København (u) 30/4 kl. 16.00
SønderjyskE (h) 7/5 kl. 13.00
ØVRIGE KAMPE
Res. vs. Horsens (u) 10/4 kl. 13.00
U17 vs. HB Køge (u) 22/4 kl. 12.00
U19 vs. Silkeborg (h) 20/4 kl. 13.00
U17 vs. Silkeborg (h) 29/4 kl. 15.15
Res. vs. AaB (h) 1/5 kl. 14.00