Lyngby Boldklub


Lyngby Boldklub A/S udvider kapitalen med millionbeløb

Lyngby Boldklub A/S har i dag udvidet kapitalen med kr. 4.227.289 via tegning af nye aktier hvor Hellerup Finans A/S står for hovedparten.

Bestyrelsen i Lyngby Boldklub A/S har i dag besluttet at udnytte den i vedtægternes §2.2 bestemte bemyndigelse til at forhøje kapitalen. I den forbindelse er der tegnet nye aktier for i alt kr. 4.227.289 - heraf står Hellerup Finans A/S for kr. 4.153.289.  

”Den genopretningsplan, som der blev lagt i 2014, havde som ufravigeligt mål, at Lyngby Boldklub skulle rykke op i Superligaen, og blive der. For at understøtte den plan er der tilført mere end 40 millioner kroner” fortæller Torben Jensen, bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S, og fortsætter:
 
”Hellerup Finans A/S har forpligtet sig til at fortsætte med at tilføre kapital, som det er sket i nu mere end 2 år. Klubben tilføres nu mere end 4.200.000 kroner, og vil fortsat blive tilført kapital frem mod salget af Lyngby Boldklub, som er i proces. Klubbens drift er derfor sikret uanset hvem der ender som hovedaktionær” forklarer Torben Jensen,

Klubben har i de sidste mange måneder haft drøftelser og forhandlinger med mange potentielle købere fra henholdsvis USA, Mellemøsten, Kina og EU, som alle har vist stor interesse for at købe Lyngby Boldklub A/S. Alle de interesserede parter har udtrykt tydeligt, at de fokuserer på talentudvikling og udvidelse af stadion med tilhørende faciliteter, da indtjeningen til at berettige deres investering skal komme fra de 2 områder.

Klubben har naturligvis tilvejebragt alle de relevante oplysninger klubben besidder, og processen er nu i den fase, hvor mulighederne omkring udvidelse af stadion skal være helt konkrete og faktuelle. Der er i den forbindelse afholdt det første møde med Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor der er aftalt et fælles forløb til afdækning af mulighederne. 

”Det tidligere omtalte indgåede ”letter of intent” er udløbet, og aktionærernes tilsagn om salg af deres aktier udløber i morgen den 31. januar.  Vi må derfor konstatere, at det ikke har været muligt at få enderne til at mødes på nuværende tidspunkt, og et salg af klubben vil ikke blive gennemført før alle muligheder omkring udvidelse af stadion er klarlagt.”

”Vi kan i den forbindelse oplyse at dialogen med kommunen er yderst positiv, imødekommende og konstruktiv, og vi ser frem til at samarbejde mere om de muligheder, der kan etableres” informerer Torben Jensen, der understreger, at alle planer omkring udvidelse af stadion med mere skal finansieres alene af Lyngby Boldklub - hvilket kræver ny kapital fra aktionærerne eller en ny hovedaktionær.

”Vi har investeret en del penge og meget tid på at sælge klubben, og har nu erfaret, at der er mange potentielle købere af Lyngby Boldklub A/S. Og vi har samtidig fået detaljeret kendskab til, hvad køberne fokuserer på. Vi afventer nu at kunne levere alle de konkrete og opdaterede fakta til en potentiel køber, hvorefter dialogen vil fortsætte med dem, der har udtrykt deres interesse”.

”Vi vil derefter søge at få et nyt tilsagn fra aktionærerne til salg af deres aktier. På nuværende tidspunkt kan vi ikke informere om en tidsplan, men aktionærerne vil naturligvis blive løbende informeret. Vi opfordrer derfor alle til at fokusere på de kommende spændende fem kampe, som alle i klubben ser utrolig meget frem til” afslutter Torben Jensen.

MESTERSKABSSPIL
Hold K P
FC København 10 84
Brøndby IF 10 62
Lyngby Boldklub 10 58
FC Midtjylland 10 54
FC Nordsjælland 10 49
SønderjyskE 10 46
NÆSTE KAMPE
- -
ØVRIGE KAMPE
- -