Livlig 2-2er i bronzekampen mod FCM

foto: fodboldbilleder.dk
Livlig 2-2er i bronzekampen mod FCM
Lyngby Boldklub fortsatte den ubesejrede stime mod FC Midtjylland, da de to mandskaber krydsede klinger på Lyngby Stadion. Påskekampen endte uafgjort 2-2.
 
Påskedag var kampdag på Lyngby Stadion, hvor FC Midtjylland kom på besøg i tredje runde af Mesterskabsspillet. De to hold kæmper indædt med FC Nordsjælland og SønderjyskE om de eftertragtede bronzemedaljer, og derfor var det fra starten to angrebsivrige hold som løb på banen i Lyngby.
 
FC Midtjylland kom til kampen med to sejre i bagagen, mens Lyngbys formkurve var omvendt. Mesterskabsspillet er startet med to nederlag til FC Nordsjælland og Brøndby – og kampen startede ikke lovende for De Kongeblå, der tillod gæsterne fra FCM at komme til flere store muligheder i kampens indledning. Især formstærke Paul Onuachu viste tænder, men der var ikke bid i den store angribers afslutninger denne eftermiddag. Tre gange fik angriberen muligheden i gode positioner foran mål, men to hovedstød og en afslutning tæt foran mål gik begge over mål.
 
Efter små 25 minutter havde Lyngby ædt sig ind i kampen, og det gav en fin chance til Kim Ojo, der havde fået chancen i stedet for skadede Jeppe Kjær. Ojo kom først på et indlægsfrispark fra Mikkel Rygaard, men i lighed med sin kollega Onuachu var Ojo ikke helt skarp nok – og hovedstødet gik over mål. Kort efter var det så Kristoffer Larsens tur til at sende bolden over mål fra en position uden for feltet.
 
Uret rundede så småt den halve time, og så skete der ellers ting og sager. Et frispark fra Jakob Poulsen blev mødt ved forreste stolpe af Kian Hansen, der tæt under mål headede gæsterne på 1-0 med et af sine sjældne mål.
 
FC Midtjylland nåede dog ikke at glæde sig længe. Lyngby gav mere eller mindre bolden op, spillede lidt rundt og så var Kim Ojo pludselig igennem. Angriberens afslutning sad dog lige på Johan Dahlin i FCM-målet, og så måtte Lyngby nøjes med hjørnespark. Det smækkede Mikkel Rygaard ind i feltet og efter lidt klumpspil var det minsandten Thomas Sørensen, der fik sparket bolden i mål – via Kian Hansen, der fik noteret et selvmål og dermed snød Thomas Sørensen for sit første mål i Lyngby-trøjen.
 
Men selvmålet stod, og første halvleg blev rundet af med Lyngby som bedste aktør i en intens og underholdende kamp. Lyngby-dominansen fortsatte fra starten af 2. Halvleg, hvor Martin Ørnskov var tæt på at hamre Lyngby foran med et skud fra distancen. Lyngby fortsatte presset og havde bestemt sendt FC Midtjylland i tovene, men desværre blev overskuddet punkteret efter et par minutter.
 
Filip Novak erobrede fra Mikkel Rygaard, og så gik det stærkt. FCM lancerede et giftigt kontraangreb og til sidst kunne Filip Novak selv sende bolden ind foran mål. Her stod Mikkel Duelund helt umarkeret og så godt placeret, at han på trods af en helkikser af en afslutning kunne sende FC Midtjylland foran på ny.
 
Kampen fortsatte i et højt og underholdende tempo. Helt store åbne chancer var der ikke mange af, så det lignede at en god individuel aktion eller en dødbold skulle afgøre kampen. FCM var skarpest på sidstnævnte, mens Lyngby forsøgte sig med indskiftninger af David Boysen og Jens Odgaard.
 
Og det blev sidstnævnte, som løb med overskrifterne mod slutningen af kampen. Med et kvarter igen lavede den 18-årige offensivspiller en super vending i højre side af banen. Odgaard satte Paul Onuachu af, satte kursen mod mål, holdt Filip Novak væk og med det skarpe venstreben satte Odgaard til slut kuglen i nettet bag en sprællende Johan Dahlin. Fremragende mål af Lyngby-talentet og så stod det 2-2.
 
Kampen fortsatte sit underholdende og intense tempo hen mod slutningen, men der blev ikke scoret yderligere på Lyngby Stadion denne eftermiddag. De Kongeblå får brudt stimen og sætter point ind på kontoen for første gang i Mesterskabsspillet – og fastholder en god, ubesejret sæsontendens mod FC Midtjylland. Kampen slutter 2-2.
 
Match facts:
 
Lyngby Boldklub – FC Midtjylland 2-2 (1-1)
0-1 Kian Hansen (32) 1-1 Kian Hansen (selvmål, 34), 1-2 Mikkel Duelund (48), 2-2 Jens Odgaard (76)
 
Lyngbys startopstilling:
1. Jesper Hansen  – 13. Alexander Munksgaard, 4. Mathias Tauber, 24. Thomas Sørensen (<-> 17. Casper Højer (77)), 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen – 22. Bror Blume, 10. Mikkel Rygaard (<-> 21. David Boysen (67)), 19. Kristoffer Larsen (<-> 23. Jens Odgaard (67)) – 27. Kim Ojo
 
Ikke benyttet: Andreas Larsen, Hallgrimur Jonasson, Emil Larsen, Lasse Fosgaard.
 
Advarsler:
Mathias Tauber, Mikkel Rygaard, Bror Blume og Martin Ørnskov – Lyngby BK
Jakob Poulsen – FC Midtjylland
 
Tilskuere:
1.748 på Lyngby Stadion.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products