Lyngby Boldklub

Herlev Stilladser og Bording A/S gentegner deres aftaler med Lyngby Boldklub

Det er sæson for transfers i fodboldverdenen, men der sker også ting og sager i De Kongblås kommercielle afdeling. Det er nemlig med stor glæde, at Lyngby kan oplyse, at de har forlænget aftalerne med både Herlev Stilladser og Bording A/S.
 
Herlev Stilladser er en familieejet virksomhed, der blev grundlagt i 1983 og i dag har 51 ansatte. Nøgleordene i Herlev Stilladser er kvalitet og sikkerhed. Derfor har de også deres eget smedeværksted, hvor der bliver sørget for, at alt stilladsgrej altid er i god stand.
 
Virksomheden, der i det daglige er under ledelse af direktør Kurt Bo Jensen, har støttet Lyngby Boldklub i 25 år, og har førhen fungeret som medejer af klubben. En af indehaverne af virksomheden er den tidligere Lyngby Boldklub-spiller Mikkel Bo Jensen, der i perioden 1995-2002 udfoldede sig i Lyngby-trøjen. 
 
At Herlev Stilladser har ønsket at forlænge deres partnerskab med Lyngby Boldklub beror ifølge dem selv først og fremmest på, at de har kongeblåt blod i årene.
 
"Vi støtter ikke klubben af kommercielle årsager, men med hjertet" forklarer økonomichef Anette Jensen.
 
Bording A/S forlænger ligeledes

Bording A/S har valgt at gentegne deres partnerskabsaftale med Lyngby Boldklub.
 
Bording A/S er markedsledende inden for Marketing Output Management, der dækker over Print Management, Cross Media og Digitalt Workflow. De hjælper deres kunder med unikke og effektive løsninger inden for marketing og kommunikation. Det gælder alle former for trykte elementer, online marketing, Augmentet Reality, portalløsninger, webshops og meget mere – deres vision er at skabe synergi mellem trykte elementer og digitale løsninger.
 
Bording A/S har allerede været partnere hos De Kongeblå i to år, og administrerende direktør i firmaet, Steen Rocatis, er derfor glad for forlængelsen og glæder sig til det fremtidige samarbejde.
 
”Vi forventer at styrke de allerede gode relationer i partner- og morgennetværket, samt være med til at byde nye velkommen. Og så forventer vi naturligvis at se en masse god fodbold på Lyngby Stadion” fortæller Steen Rocatis.
 
Hos Bording A/S var der ikke meget tvivl om, hvorvidt de skulle forlænge deres aftale. Samarbejdet har nemlig til fulde levet op til deres forventninger.
 
”Bording A/S’ entre i samarbejdet med Lyngby Boldklub var en 100 procent forretningsmæssig beslutning. Vi ville se, om ikke vi kunne kombinere de gode fodboldoplevelser med at skabe nye forretningsmæssige relationer med potentiale begge veje. Altså, om Bording A/S kunne skabe forretning for de øvrige partnere, enten direkte eller via leads, og hvor Bording A/S ligeså fik forretning direkte eller leads den anden vej. Begge dele er lykkedes, og derfor er det naturligt at fortsætte engagementet hos Lyngby Boldklub” afslutter Steen Rocatis.