| Lyngby udlejer Frederik Sørensen til Juventus |
| Skrevet af Kristian Maimann, fredag 27. august 2010 | |
|
Lyngby kan i dag offentliggøre, at klubben har udlejet forsvarstalentet Frederik Sørensen, populært kaldet ”Søe”, til Juventus for resten af sæsonen. Lyngbys talentarbejde bærer endnu engang frugt – storklubben Juventus, der igennem længere tid har fulgt Frederik Sørensen, har nemlig lejet det 18-årige talent for resten af indeværende sæson. Interessen førte i juli måned til et 10-dages træningsophold, der dog sluttede brat, da stortalentet brækkede næsen i en intern træningskamp. Den brækkede næse til trods efterlod Frederik Sørensen, der i lyngbykredse også kendes som ”Søe”, et rigtig godt indtryk og kan nu se frem til en hel sæson hos ”Den Gamle Dame”. En aftale, der endnu engang tydeliggør Lyngby Boldklubs status som en af Danmarks bedste talentklubber. Lyngbys A+-træner Christian Nielsen, der er en af flere lyngbytrænere, der har bidraget til udviklingen af Søe, er naturligvis begejstret over aftalen: ”Lejeaftalen er perfekt for Frederik Sørensen. Det giver ham mulighed for, at afprøve sit talent på højeste niveau hos en af Europas absolutte topklubber ligesom han får lov at opleve livet som udlandsprofessionel. Han får også oplevelsen af, hvilke fodbold- og menneskelige egenskaber, der kræves som ung spiller i Italien” udtaler Christian Nielsen og fortsætter: ”Vi er derudover utroligt stolte af, at vi endnu engang viser vores evne til at udvikle gode fodboldspillere. Aftalen understreger den utrolige talentmasse vi har på vores ungdoms- og elitehold, der dags dato tæller 16 landsholdsspillere.” Frederik Sørensen, der i april fyldte 18 år, glæder sig naturligvis til oplevelsen i Italien, men benytter alligevel chancen til, at takke Lyngby: ”For mig er det en fantastisk mulighed og jeg er super glad for, at Lyngby giver mig muligheden. I det hele taget kan jeg ved denne lejlighed kun takke de mange dygtige trænere i klubben – de har alle været medvirkende til, at denne mulighed er opstået” udtaler Frederik Sørensen, der kom til Lyngby fra Himmerlev-Veddelev Boldklub i 2007. Siden da har han bl.a. optrådt 4 gange på det danske U17-landshold. Søe har kontrakt med Lyngby BK til 2013
|






