| Fortjent Lyngby-sejr over Horsens |
| Skrevet af Kristian Maimann, søndag 25. juli 2010 | |
|
Lyngby Boldklub tog søndag imod AC Horsens og det blev en kamp præget af fight fra begge sider. Slutteligt kunne Lyngby dog trække sig fra kampen med en sejr på 1-0 og dermed sende oprykkerkollegerne hjem uden point. Lyngby-træner Niels Frederiksen havde til kampen skiftet ud på tre positioner i startopstillingen: Anders Christiansen erstattede Kasper Kristensen på midten, Marc Møller spillede i stedet for Cheikh Sarr i det centrale forsvar, mens Rune Pedersen var tilbage i buret i stedet for Nicklas Højlund. Kampen startede med 5-10 meget lige minutter, hvor Lyngbys Emil Larsen dog fik sendt en enkelt farlig afslutning af sted mod Horsens-målmand Søren Jochumsen. Kampen fortsatte i et tempo, der ikke helt lignede det, som Lyngby lagde for dagen i præmiererunden – der var desuden relativt mange indlæg fra begge sider, hvoraf de fleste dog ikke ramte en medspiller. Den megen vind gjorde formentlig ikke denne mission lettere. At spillerne var tændte var der ingen tvivl om. Efter 20 minutters spil var Horsens’ Thomas Kortegaard særdeles utilfreds med Morten Bertolt og få minutter senere opstod en lignende situation mellem Lyngbys Jeppe Brandrup og førnævnte Kortegaard. I begge situationer forblev dommer Henning Jensens kort dog i lommen. Horsens kom i denne periode også til enkelte chancer. Den største tilfalder Gilberto Macena, der fanger et indlæg, vender rundt og afslutter lige på Rune Pedersen. Efter 27 minutters spil modtager Lasse Rise bolden på højrekanten og Lyngbys fløjspiller sætter hurtigt en mand, trækker ind i banen og sender bolden i dybden til en fremadstormende Kim Aabech. Aabech får dog ikke afsluttet, men bliver i stedet revet omkuld af Horsens’ Martin Spelmann i feltet, hvilket dommer Henning Jensen takserer til et straffespark og rødt kort til Spelmann. Aabech sparker selv straffet og bringer køligt Lyngby foran med 1-0. Kampen falder derefter lidt i tempo – Lyngbyholdet afventer Horsens’ reaktion på målet, men Horsens lykkes langt fra med alle aktioner. Derfor er det alligevel Lyngby, der slutter halvlegen af med de største muligheder. Begge gange får Anders Christiansen afsluttet, men både hans hovedstød og friløber giver ingen scoringer. 2. halvleg startede, ligesom første, med en chance til Emil Larsen, der dog stadig har sit første Superligamål til gode. Horsens er farligst på dødbolde, hvilket forsvarsspilleren Morten Rasmussen viser - hans hovedstød går dog lige på Rune Pedersen. Lyngby har beholdt spilovertaget fra 1. halvleg og styrede generelt slagets gang fint. Det betød dog også, at de 1.907 tilskuere på Lyngby Stadion var vidne til en halvkedelig kamp, hvor Lyngby ikke behøvede at presse og Horsens ikke formåede at presse. I hvert fald ikke før de sidste 20 minutter, hvor Horsens for første gang etablerer noget der kunne ligne et pres. Det resulterer i enkelte chancer, men både Martin Retovs frispark og en afslutning fra Issey Farran havner i hænderne på Rune Pedersen. Lyngbys defensiv står godt og Marc Møller og Jacob Egeris har ofte ingen problemer med at afvise Horsens’ angreb. Derfor ender Aabechs scoring med at blive kampens eneste. Lyngby kan dermed glæde sig over sæsonens første point i en kamp, hvor de kongeblå dominerede og fortjente alle tre point. Lyngbys næste opgave er på søndag klokken 16, hvor Lyngby skal en tur til Silkeborg. Match Facts: Lyngby BK – AC Horsens 1-0 (1-0) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen Bænk: Indskiftninger: Advarsler: Udvisninger: Tilskuertal: 1.907 |



