Hovedsponsor

superliga


Nr Klub K P
1 FC København 18 39
2 FC Nordsjælland
18
35
3 FC Midtjylland
18 30
4 AC Horsens
18
29
5 AGF
18 29
6 Silkeborg IF
18
26
7 AaB
18
26
8 OB 18
25
9 SønderjyskE
18
21
10 Brøndby IF 18
18
11
12
Lyngby BK
HB Køge
18
18
12
7
Sponsorer







 


Flot indsats og et point mod Brøndby, der udlignede i overtiden
Skrevet af Kristian Maimann, søndag 29. august 2010   

På forhånd havde de fleste nok solgt hjemmekampen mod Brøndby for et point - alligevel sad de fleste tilbage med en tom fornemmelse, efter at Brøndby IF igen havde stjålet et Superligapoint i sidste øjeblik. Heroisk kæmpende Lyngby måtte derfor nøjes med 3-3.

 

Lyngbys cheftræner Niels Frederiksen havde formået at motivere sit hold til fulde, hvilket stod lysende klart fra kampens start. Lyngby startede aggressivt og formåede af flere omgange at etablere godt spil på brøndbyernes banehalvdel. På den baggrund fik Brøndby, der i optakten til kampen havde talt om at afstraffe oprykkerne fra Lyngby, aldrig rigtig spillet til at flyde og kom i kampens indledning kun frem til et minimalt antal chancer.

Derfor var det fuldt fortjent at Emil Larsen efter 18 minutter kunne bringe Lyngby foran. Emil Larsen, der netop har forlænget sin kontrakt med Lyngby, opsnappede en dårlig Brøndby-aflevering og trak upresset ind i banen, hvorefter han med et særdeles velplaceret langskud kunne bringe Lyngby foran.

Målet gav yderligere optimisme til hjemmeholdet og blot to minutter senere var der gevinst igen. Lasse Rise brød igennem i højre side og serverede bolden til en fuldstændig fri Patrick Mortensen, der dermed kunne score sit første sæsonmål. Brøndbys spillere virkede fuldstændigt chokerede over Lyngbys start og halsede i perioder efter de kongeblås dygtige teknikere - et faktum, der bl.a. fik Brøndby-træner Henrik Jensen til at skifte Daniel Wass ud med Remco van der Schaaf efter blot 35 minutter. Et træk, der skulle vise sig at få stor betydning.

Efter målet belejrede gæsterne Lyngbys banehalvdel, hvilket gav flere muligheder - desværre løb det meste ud i sandet eller endte som et forsøg på at få dommer Henning Jensen til at dømme straffespark. Et par langskud til Jan Kristiansen gav dog Brøndby tro på, at kampen fortsat kunne vendes. Det skete dog først efter pausen.

2. halvleg var nemlig kun 4 minutter gammel, da indskiftede Remco van der Schaaf steg til vejrs efter et hjørnespark og scorede til 1-2. Målet gav for alvor Brøndby tro på tingene og sad man med nerverne uden på tøjet var det med god grund. For Brøndby fortsatte presset og fik med tyve minutter tilbage et nyt hjørnespark. Og så var det som at se et replay af 2-1-målet - igen var det Remco van der Schaaf, der havde sidste berøring og så stod det 2-2.

Hvad der så gik galt for Brøndby skal stå i det uvisse. For blot to minutter efter udligningen kombinerede Lyngby sig frem til den tredje scoring. Kim Aabech, Lasse Rise, Emil Larsen og Ayoub Sørensen spadserede smukt gennem det blå-gule forsvar og så kunne Ayoub Sørensen gøre det til 3-2 fra kanten af feltet.

Brøndby skulle lige bruge et par minutter på at sunde sig inden et nyt massivt pres blev lagt mod vikariende Nicklas Højlunds mål. Det resulterede blandt andet i en god chance og en flot redning af lyngbymålmanden, der stod en fin kamp. Presset skabte også kontrachancer til bl.a. Lasse Rise og Ayoub Sørensen, der med få minutter tilbage ramte stolpen fra en spids vinkel.

Lyngby gravede sig ned i de sidste minutter, men måtte alligevel se sejren smutte mellem hænderne. Et indlæg resulterede i klumpspil, hvor lyngbyspillerne kæmpede og appellerede for frispark mod keeper Nicklas Højlund. I stedet kunne Remco van der Schaaf for tredje gang sende bolden i nettet og udligne til 3-3 i allersidste øjeblik. På trods af skuffelsen i lyngbylejren leverede lyngbyspillerne en flot indsats og viste, at man altså ikke kan smadre de kongeblå hvis man har lyst - heller ikke selvom man netop har smidt en sikker deltagelse i Europa League-gruppespillet på gulvet.

Match Facts:

Lyngby BK - Brøndby IF 3-3 (2-0)
1-0 Emil Larsen (17)
2-0 Patrick Mortensen (19)
2-1 Remco van der Schaaf (49)
2-2 Remco van der Schaaf (70)
3-2 Ayoub Sørensen (72)
3-3 Remco van der Schaaf (90+2)

Lyngbys startopstilling:

31. Nicklas Højlund
3. Marc Møller
5. Morten Petersen
9. Lasse Rise
10. Kim Aabech
11. Patrick Mortensen
15. Emil Larsen
18. Morten Bertolt (c)
20. Jeppe Brandrup
21. Anders Christiansen
23. Brian Hamalainen

Bænk:
16. Mikkel Hasling(reservekeeper)
2. Cheikh Sarr
7. Ayoub Sørensen
8. Kasper Kristensen
14. Mathias Tauber
19. Jonas Henriksen
17. Christoffer Olczyk

Indskiftninger:
Mathias Tauber for Anders Christiansen (56)
Cheikh Sarr for Marc Møller (57)
Ayoub Sørensen for Patrick Mortensen (63)

Advarsler:
Anders Christiansen, Lyngby (39)
Remco van der Schaaf, Brøndby (73)

Tilskuertal: 5.192