|
Det er nu tid til at begynde at se frem mod den nye sæson – spillerne har for en stund stillet støvlerne, og er i stedet gået på ferie.
”Nu kigger vi fremad, og det vi fokuserer på, er at få sammensat en trup med en mere stabil stamme af Lyngby spillere. Vi er Danmarks Talentudviklingsklub, og derfor producerer og tiltrækker vi mange dygtige U-landsholdsspillere. Vi er kendt for vores talentudvikling, og vi har tidligere vist, at det arbejde kan bringe os i SAS-ligaen.
Forårets resultater viste, at vores trup ikke var sammensat optimalt. Ikke mindst havde vi en for stor trup, hvor ydermandaterne var for langt væk fra holdet. Derfor koncentrerer vi os nu om at få reduceret og sammensat en trup, hvor vi udover vores unge talenter får suppleret med dygtige erfarne spillere sådan, at vores trup får den rette blanding af mentalitet, rutine, talent og konkurrence. Med det udgangspunkt er jeg sikker på, at vi kommer til at se nogle spændende resultater fra Lyngby Boldklub” siger sportschef Birger Jørgensen.
Vi vil gøre det bedre
Forårssæsonen gik ikke helt, som vi havde håbet. Vi startede foråret ustabilt, og måtte desværre skifte træner undervejs. Niels Frederiksen gik ind som ny cheftræner, og har efterfølgende udført et solidt arbejde. Med mange unge spillere i truppen har det været ekstra vigtigt at fokusere på, at der er kontinuitet i udviklingen af holdet. Blandt andet derfor er vi meget tilfredse med, at Niels fortsætter sit arbejde.
Om målsætningen for den kommende sæson siger Birger Jørgensen:
” I den kommende sæson vil vi lave et bedre resultat end den 6 plads, som vi sluttede på i år. Vi skal udvikle vores trup og sikre, at vi er parate til at være en fast del af SAS-ligaen i senest 2012, så vi kan spille noget underholdende og god fodbold på det nye Lyngby Stadion. Det handler også om, at vi igen skal have fokus på vores offensive spillestil som vi er kendt for ude i landet. Derfor er jeg også helt sikker på, at vi vil give vores supportere nogle gode oplevelser i den kommende sæson.”
|