|
Melchiorsen: Stor fidus til Martin Christensen |
|
Nicolai Melchiorsen er én af truppens hårde slidere, og den snart 25-årige centrale midtbanemand er i gang med sit fjerde år i Lyngby-trøjen. Efter to træningskampe med deltagelse af nye folk som Martin Christensen og Ayoub Sørensen har Melchiorsen kun roser til overs - især for Martin Christensen.
- Både Ayoub og Martin gør det rigtig fint. De er typiske Lyngby-spillere, hvis man kan sige det sådan. Altså hurtige og stærke 1 mod 1, og når de kommer i topform, så bliver de begge rigtige gode for os. Det er spillere fansene skal glæde sig til at se, siger Melchiorsen, der ikke er bleg for at udnævne Martin Christensen til én af forårets profiler.
- Jeg har stor fidus til Martin. Han har lidt de samme forcer som Beckmann. Han har god gennembrudskraft i 1 mod 1-situationer, og så er han faktisk bygget lidt mere robust end de kantspillere klubben selv udvikler, så han kan nemmere glide af på forsvarsspillerne. Fint spark og rigtig gode indlæg, og så husk på, at han slet ikke er i topform endnu. Men på profilsiden synes jeg også Bresemann og Morten P. skal nævnes, og så har Qvist jo nogle gange vist sig fra jokerrollen, så forhåbentlig bliver han også en profil.
Nicolai Melchiorsen startede på bænken i den første træningskamp mod Lolland-Falster Alliancen, spillede fuld tid som den defensive midt mod Næstved og fik igen fuld spilletid i onsdagens test mod FC København, om end det var som højre back i fravær af de normale på den plads.
Melchiorsen fik sin Lyngby-debut i april 2006 og har samlet optrådt 79 gange og scoret fire mål.
 |
Nicolai Melchiorsen udpeger Martin Christensen til én af forårets profiler. Her fejrer Melchiorsen sin
straffesparksscoring mod FC København i efterårets pokalkvartfinale. Foto: Anders Kjærbye |
|