| Masser af spillere til årets første træning |
| Skrevet af Kristian Maimann, mandag 16. januar 2012 | |
|
Lyngby Boldklub havde i dag årets første rigtige træningspas og det var med flere nye ansigter på banerne fra start. Forberedelserne til forårssæsonen er i fuld gang og mandag formiddag lagde kunstgræsbanerne ved Virumsgårdsvej så underlag til årets første træningspas i Lyngby Boldklubs Superliga-trup – en træning, der ifølge manager Niels Frederiksen gik fint: ”Det var først og fremmest dejligt at komme i gang igen. Det så også ud til, at spillerne alle havde glædet sig til igen at komme ud at spille fodbold. Der blev gået til den og intensiteten og tændingen var høj, som den også skal være, så det har alt i alt været en god første dag på træningsbanen” fortæller Niels Frederiksen. Med på banerne var flere spillere, der ikke normalt er at finde i de kongeblå træningsdragter. Tre prøvespillere, et par gamle kendinge og ikke mindst de to nyankomne Superliga-spillere, Thomas Rasmussen og Martin Bergvold, deltog således i træningen. Derudover var de to tidligere Lyngby-forsvarsspillere Cheikh Sarr og Rasmus Christiansen med for at holde formen ved lige. Tre spillere fik lov at vise sig frem Der var også tre helt ukendte ansigter på træningsbanen denne mandag; Svenskeren Joakim Persson, islændingen Ingolfur Sigurdsson og den ivorianske angriber Abdul Ouedraogo Moustapha. Førstnævnte spiller til dagligt i den svenske klub BK Lund, der frister en tilværelse i den 3. bedste svenske række. ![]() Niels Frederiksen dirigerer prøvespilleren Abdul Ouedraogo Moustapha (tv), mens 18-årige Ingolfur Sigurdssson udfordrer på banen (th) Den 18-årige islænding Ingolfur Sigurdsson har den seneste tid været tilknyttet klubben Valur i hjemlandet, hvor Sigurdsson ikke er et helt ukendt navn. Potentialet hos det unge offensivtalent kan blandt andet illustreres gennem islændingens prøvetræninger i blandt andet Arsenal og senest Celtic, der for nyligt har set Sigurdsson an. Sidste prøvetræner i denne omgang er den 23-årige ivorianske offensivspiller Ouedraogo Moustapha. Efter at have spillet for to klubber i hjemlandet skiftede Moustapha i 2009 til C.D. Trofense, der på det tidspunkt var i gang med en svær første sæson som oprykker i den bedste portugisiske række. Nedrykning var uundgåeligt og Moustapha har siden været med til at etablere klubben i den næstbedste portugisiske række, hvor Trofense sidste sæson var snublende nær oprykning. Moustapha står noteret for 33 kampe for Trofense, hvor han primært har spillet på højrekanten. De tre prøvespillere træner foreløbigt med resten af Lyngby-truppen ugen ud. Se alle billederne fra årets første træning ved at klikke her! |








