|
Et spændende, men pga. økonomien meget anderledes, transfervindue er netop lukket. Dermed er det tid til, at gøre status over Lyngby Boldklubs ageren på spillermarkedet.
Lyngbys sportschef Birger Jørgensen har haft travlt de seneste to måneder. Efter oprykningen har sportschefen skulle forholde sig til, at Lyngby BK nu er at finde i landets bedste række – en omstilling, der har skulle foregå på rekordtid: ”Som alle ved er der meget kort tid mellem sæsonafslutningen i 1. division og opstarten i Superligaen – især når vi først på sidste spilledag sikrede os oprykningen og dermed blev bekendt med mængden af opgaver, der skulle løses inden den nye sæson. Spillerne måtte nøjes med 10 dages ferie og derefter gik vi i gang med at tale med vores nuværende spillertrup, vurdere nye spillere osv.”, fortæller sportschefen, der ligesom alle andre har måttet forholde sig til den økonomiske situation: ”Som de fleste andre klubber har økonomien stor prioritet i disse tider. Det har haft stor indflydelse på puslespillet, som jo så også har indbefattet til- og afgang af spillere. Vi kunne da godt have tænkt os en enkelt eller to spillere mere, men den rette spiller til den rette økonomi var ikke til stede”.
Transfervinduets forløb
Lyngbys sportschef har primært brugt transfervinduet til, at tale med egne spillere, vurdere spillertruppens niveau og sammenligne dette med det forventede Superliganiveau. Dette har bl.a. resulteret i tilgangen af flere nye spillere: ”Til a-truppen råder vi nu over Mathias Tauber og Morten Bertolt, som begge – udover at være dygtige spillere – har en god alder og dækker de positioner vi havde behov for at forstærke. Derudover har vi tilknyttet 3 unge 1.års-spillere; Jonas Henriksen, målmand Mikkel Hasling og vores egen Christoffer Olczyk. Samtidig har vi forlænget kontrakterne med flere af vores egne spillere i A-truppen, U19-truppen og U17-truppen, hvilket vi er meget tilfredse med” forklarer Birger Jørgensen. Han har kunnet konstatere, at bl.a. angrebstalentet Uffe Bech, midtbanestyrmand Kim Aabech og den unge offensivspiller Emil Larsen har underskrevet længere kontrakter. ”Forlængelserne af især Kim og Emil er jo ikke udtryk for, at spillerne skal være her for evigt. De er i stedet udtryk for den gejst, lyst, vilje og hjerte, nogle spillere lægger i vores klub. Begge er selvfølgelig stadig interesserede i udenlandseventyr og det er selvfølgelig en udfordring og fremtidsløsning vi forholder os realistisk og positivt til”, fortæller Birger Jørgensen, der dog også har kunnet konstatere, at det ikke er lykkedes at forlænge med alle spillere på ønskelisten: ”Vi kender jo selvfølgelig godt vores kontraktforhold med spillerne, men har ikke haft behov for at sætte navne på – dog har Jacob Egeris fortalt os, at han ikke ønsker at tale om en kontraktforlængelse, hvorfor vi allerede nu kan forholde os til dette. Vi er selvfølgelig ærgerlige over Jacobs beslutning og har aldrig lagt skjul på, at vi gerne så ham i klubben mange år fremover”.

Mathias Tauber - et af Lyngbys nye ansigter
Lyngbys gode sæsonstart
”Jeg er naturligvis glædeligt overrasket over vores gode start, så stor ros til trænere og spillere. At få point og vinde kampe er stadig god medicin i en fodboldklub og hele fasen efter oprykningen giver et fantastisk arbejdsmiljø i klubben” fortæller en glad Birger Jørgensen, der dog også holder begge ben på jorden: ”Vi ved selvfølgelig godt at træerne ikke vokser ind i himlen og at vi som klub skal præstere, både på træningsbanen og i kamp. Men vi vil selvfølgelig gøre vores bedste til at fortsætte vores gode start. Målsætningen er stadig top 10 og sideløbende er der selvfølgelig målet om, at fastholde den positive udvikling i klubben”, udtaler Birger Jørgensen, der dog også gerne vil benytte lejligheden til at takke Lyngbys fans: ”Specielt i Parken var det helt fantastisk. Hvis vi skal lykkes med missionen skal vi bruge al den opbakning vi kan få. Dette gælder ikke kun på hjemmebane, hvor vi er rimelig godt kørende, men også gerne på de stadions, der ligger lidt uden for Kongens Lyngby” afslutter sportschefen.
|