|
Thomas Olsen udtræder af bestyrelsen i Lyngby Boldklub A/S, samtidig udvides bestyrelsen |
|
Skrevet af Kenneth Stricker, mandag 19. april 2010
|
|
Af familiære årsager har Thomas Olsen valgt at udtræde af bestyrelsen pr. dags dato og afslutte sit engagement i Lyngby Boldklub ved at Torben Røsler overtager hans aktiepost. Thomas har siden sin indtræden i Lyngby Boldklub A/S i 2007 ydet en ekstraordinær indsats og har sat sit præg på den udvikling selskabet har gennemgået de senere år. Vi takker Thomas for hans store indsats og ønsker ham held og lykke fremover.
”Efter moden overvejelse har jeg taget beslutningen om at udtræde af Lyngby Boldklub. Det har ikke været muligt for mig at kombinere mine planer for mit familieliv med et fuldtime fodbold engagement og det er alene baggrunden for, at jeg udtræder nu. Det har betydet meget for mig, at både min partner Torben Røsler samt klubben har udvist en stor forståelse i forbindelse med min beslutning. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle omkring denne fantastiske klub og det gælder fans, spillere, trænere, kollegaer, frivillige samt alle vores samarbejdspartnere. Mit bedste ønske for klubben er, at det vil lykkes at gennemføre Vision 2012 – med en oprykning til Superligaen samt at få opført det nødvendige stadionprojekt.” lyder det fra Thomas Olsen.
Bestyrelsen udvides
Det er med glæde vi samtidig kan annoncere, at Frank Mortensen og Frank Christensen vil indtræde i bestyrelsen, som herefter vil være på 7 medlemmer.
Frank Mortensen er 40 år, er direktør og ejer af virksomheden A Gain A/S og har tidligere, i en årrække, været medlem af bestyrelsen i Brøndby IF. Frank Christensen er 55 år og driver selskabet SportMedia, men er måske bedre kendt som tidligere bestyrelsesmedlem i Lyngby Boldklub.
Begge besidder stærke kommercielle og menneskelige kompetencer som vil styrke arbejdet i og omkring klubben og vi ser med forventning frem til et fortsat konstruktivt og målrettet samarbejde mod de fælles målsætninger for klubben.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Bestyrelsesformand Torben Røsler (4068 1143) eller Adm. Direktør Kim Rolsted (6155 2975).
|