Lyngby ude af DBU Pokalen efter 120 minutter i Silkeborg

Foto: fodboldbilleder.dk

Silkeborg blev endestationen for De Kongeblå i DBU Pokalen. Peter Sørensens mandskab vandt 3-1 efter forlænget spilletid.

Lyngby var onsdag aften taget til Silkeborg for at duellere i fjerde runde af DBU Pokalen. En vigtig opgave for De Kongeblå, der havde haft vanskeligt ved at levere i Superligaen i ugerne op til kampen. Det var tydeligt, at begge trænere satsede hårdt på avancement i turneringen. Thomas Nørgaard og Peter Sørensen havde nemlig begge valgt at starte i noget, der mindede om stærkeste opstilling.

Lyngby var de første, som kom tæt på en føring. Lasse Fosgaard og unge Gustav Marcussen kombinerede fint i banens højre side, og Lyngby-knægten lagde flot bolden tilbage til Kristoffer Larsen. Nordmanden fik dog overplaceret sin afslutning fra en ellers god position.

Silkeborg bød sig dog også til i den anden ende. Efter 10 minutters spil havde Peter Sørensens mandskab flere muligheder for at bringe sig i front i forbindelse med et hjørnespark, men de fik ikke ordentlig plads til afslutning, og til sidst sparkede Jens Martin Gammelby forbi Mikkel Andersens Lyngby-mål.

Silkeborg havde godt fat i spillet i kampens begyndelse, og fik også sendt en række afslutninger mod målet, men de, der var inden for rammen, afværgede Mikkel Andersen fint.

De Kongeblå fik dog også deres tilbud. Efter 22 minutters spil burde Mikkel Rygaard faktisk have sendt Lyngby et skridt tættere på en kvartfinale, da han modtog en fremragende aflevering fra Kristoffer Larsen, og sendte en afslutning af sted, men Peter Friis Jensen reagerede flot ved at komme hurtigt ud af målet, og Silkeborg-keeperen fik afværget situationen.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage, men med flest chancer til Lyngby. Michael Lumb, Mayron George og Kristoffer Larsen havde alle fine muligheder, men ind kom den ikke. De to mandskaber gik derfor til pause med den samme stilling som kampen begyndte med, 0-0.

De Kongeblå skulle ikke bruge lang tid på at få deres første store chancer i anden halvleg. Først var Gustav Marcussen tæt på efter et fremragende opspil. Peter Friis Jensen i Silkeborg-målet fik dog skubbet bolden over mål. På det efterfølgende hjørnespark var det så Lasse Fosgaards tur til at få en mulighed, men han fik overplaceret sin afslutning.

Den skarphed, Lyngby manglede i den ene ende, havde Silkeborg til gengæld fundet i den anden. Efter 57 minutter sendte Ibrahim Moro en afslutning mod målet. Det forsøg blev afrettet, og heldigt for Silkebog faldt den lige ned for fødderne af Davit Skhirtladze, der uden problemer bragte hjemmeholdet i front.

Lyngby havde i perioden efter vanskeligt ved at komme med et modsvar, og det blev en lidt rodet affære, men med lidt over et kvarter tilbage af kampen fik Mikkel Rygaard en kæmpe mulighed, da han blev spillet alene i dybden, men nok en gang manglede skarpheden for De Kongeblå. Det gjorde den i den grad også minuttet efter, da Mayron George fik en gigantisk mulighed, men den ellers formstærke angriber lykkedes ikke med at udplacere keeperen. Chancerne var der for Lyngby-spillerne, men målet ville ikke komme.

Silkeborg fik også deres tilbud i den anden ende på omstillinger, men hverken Ibrahim Moro eller Robert Skov fik udbygget føringen. Stillingen var derfor fortsat 1-0, da spillerne gik i gang med kampens sidste 10 minutter.

Lyngby fik dog etableret et pres mod slutningen. Mikkel Rygaard fik lagt et skarpt indlæg mod målet, som Lasse Fosgaard satte panden på, men nok en gang var Peter Friis Jensen på plads. Returen faldt dog ned til Martin Ørnskov, som uden problemer skubbede bolden over stregen. Med to minutter tilbage af kampen lignede det derfor forlænget spilletid, men Lyngby var tæt på at smide det væk minuttet efter udligningen. Silkeborg-stopperen Tobias Salquist kunne dog se sit forsøg blive afværget af overliggeren.

De Kongeblå slap derfor med skrækken efter den sene udligning, og de to hold skulle derfor ud i 30 minutters ekstra tid.

Silkeborg fik en drømmestart på den forlængede spilletid. Et hjørnespark fra Robert Skov gik hele vejen til bagerste stolpe, hvor Tobias Salquist helt umarkeret ikke kunne undgå at score. Lyngby havde derfor igen ryggen mod muren, og kampen burde være blevet lukket få minutter efter, da indskiftede Gustav Nilsson løb helt alene mod målet, men Mikkel Andersen holdt Lyngby inde i kampen med en fremragende fodparade.

Thomas Nørgaards tropper jagtede altså igen en udligning, og den var faktisk meget tæt på at komme 10 minutter inde i den forlængede spilletid, men Peter Friis Jensen havde gang i en pragtkamp og fik afværget.

I stedet for en udligning blev opgøret mere eller mindre lukket minuttet efter, da indskiftede Stephan Petersen blev spillet helt fri på en omstilling. Han scorede sikkert til 3-1, og sendte silkeborggenserne på sikker kurs mod en kvartfinale i foråret.

Lyngby havde et par chancer i slutminutterne, men ind kom den ikke. De Kongeblå er derfor ude af DBU Pokalen, mens Silkeborg kan se frem til at møde Randers FC i det nye år.

Match Facts:

Silkeborg IF – Lyngby Boldklub 3-1 (1-1) (0-0)

1-0 Davit Skhirtladze (57)

1-1 Martin Ørnskov (88)

2-1 Tobias Salquist (92)

3-1 Stephan Petersen (101)

Lyngbys startopstilling:
1. Mikkel Andersen (GK) – 9. Lasse Fosgaard, 30. Hallgrimur Jonasson (<-> 11. Jeppe Kjær (87)), 24. Thomas Sørensen (c) 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov, 6. Mathias Hebo Rasmussen – 26. Gustav Marcussen (<-> 22. Bror Blume (64)), 10. Mikkel Rygaard, 19. Kristoffer Larsen (<-> 8. Herolind Shala (64)) – 12. Mayron George

Ikke benyttet: 16. Andreas Larsen (GK), 17. Casper Højer Nielsen, 27. Kim Ojo, 28. Oliver Kjærgaard

Advarsler:
Davit Skhirtladze, Ibrahim Moro – Silkeborg IF

Michael Lumb – Lyngby Boldklub

 Tilskuere:
1728 på JYSK park


Top