Lyngby henter Mikkel Andersen

foto: Lyngby Boldklub

Lyngby henter Mikkel Andersen

Lyngby Boldklub har handlet hurtigt i kølvandet på afskeden med Jesper Hansen. De Kongeblå har skrevet en 3-årig kontrakt med Mikkel Andersen, der skifter på en fri transfer fra FC Midtjylland.

De Kongeblå solgte tidligere i dag målmand Jesper Hansen til FC Midtjylland, der lagde en stor sum penge for 32-årige målmand. Lyngby havde dog allerede afløseren klar i form af Mikkel Andersen, der senest har været i netop FC Midtjylland, og som skifter til De Kongeblå på en fri transfer.

I rokaden skærer Lyngby fire år af alderen og lægger 8 centimeter til højden, men ellers er det den samme internationale erfaring og høje kvalitet, som Lyngby har været vant til. Cheftræner David Nielsen er godt tilfreds med handlen:

”Mikkel er en fantastisk målmand og en ønskesigning for os. Han er fra absolut øverste hylde for Lyngby Boldklub. Han er stor og har en fantastisk fysik, og så har han en enorm erfaring fra både udenlandske klubber og europæisk fodbold. Han har været en del af professionel topfodbold i 10 år, og han kommer til at bidrage med ekstremt mange positive vinkler” fortæller David Nielsen, der også er tilfreds med sin nye målmands mentalitet:

”Mikkel har i samtaler med mig vist, at han har den ild i øjnene, der skal til. Han passer på den måde perfekt ind i truppen, og er med til at styrke den mentalitet vi har. At vi har kunnet finde en målmand på et internationalt niveau er en stor cadeau til hele klubben, og jeg glæder mig ekstremt meget til at få Mikkel ind på holdet” lyder det fra David Nielsen.

28-årige Mikkel Andersen nåede to år hos FC Midtjylland, som han skiftede til fra den engelske klub Reading, der i sin tid hentede målmanden i AB. Undervejs var Mikkel Andersen lejet ud af flere omgange, og høstede dermed erfaring hos både Bristol Rovers, Portsmouth, Brighton, Brentford og Randers FC.

I alt er målmanden noteret for 52 Superliga-kampe og knap 100 kampe i engelsk fodbold. Hertil kommer kampene i Europa League, hvor Mikkel Andersen blandt andet var med til at slå Club Brügge og Manchester United – sidstnævnte fik dog revanche i returkampen, hvor Mikkel Andersen dog udmærkede sig ved at redde et straffespark fra Juan Mata.

Mikkel Andersen skifter til De Kongeblå med øjeblikkelig virkning og har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2020.


Kristian Maimann
Kommunikationschef, Lyngby Boldklub
http://lyngby-boldklub.dk
    Top