Ny hovedaktionær i Lyngby Boldklub A/S

I juli 2013, valgte Torben Røsler at træde ud af Lyngbys bestyrelse, grundet et akut behov for fokus i en af sine egne virksomheder. I den forbindelse trådte Christian Hill-Madsen til og overtog formandsposten. 

I sidste uge valgte Røsler så at overdrage sin aktiepost til Christian Hill-Madsen og videregiver dermed stafetten til den bestyrelsesformand, som har haft det overordnede ansvar i klubben siden sidste sommer.

Christian Hill-Madsen bliver dermed, sammen med moderklubben, ny hovedaktionær i Lyngby Boldklub A/S. 

Torben Røsler udtaler: ”Jeg trak mig som formand i juli sidste år, da en af mine egne virksomheder krævede et 100 % fokus, og denne situation har ikke ændret sig. Med den positive udvikling Lyngby Boldklub befinder sig i, vil jeg ikke, qua min manglende tilstedeværelse, være en begrænsning i klubbens videre udvikling. Min rolle ville mere have en sleepingpartner struktur end at være en aktiv hovedaktionær og bestyrelsesmedlem. Og det ligger fjernt for mig”.

”Christian har siden hans indtræden som formand været primus motor for den forestående kapitaludvidelse og har bl.a. bragt Hellerup Finans A/S ind som hovedsponsor, og derfor har jeg det godt med at give stafetten videre til Christian”

Christian Hill-Madsen udtaler: ”Torben Røsler har igennem de sidste 7 år ydet et uvurderligt stykke arbejde for Lyngby Boldklub og Torbens tilknytning til klubben forbliver intakt, dels som sponsor, men også som aktiv deltagende i diverse projekter, når tiden tillader det”.

Ny ledelse
Som konsekvens af den nye ejer-struktur, er direktør Brian Lemmeke fratrådt pr. dags dato og Christian Hill-Madsen tiltrådt som ny direktør.


Top